Hænder på!

Nu er det en uge siden, vi kom hjem fra Indien, og det er skisme dejligt at være tilbage i Nepal. Men glæden over at være vendt tilbage til "dal bhat power 24 hour" på højskolen var meget kortvarig, så vi har allerede været ude og spise på alle vores savnede yndlingssteder. Men jeg er SÅ glad for at være vendt tilbage til platformens morgenmad, som er müsli med varm mælk, toast og frugt, mhhhmmmm!
Første dag spiste vi frokost på Places, en vegetarisk restaurant ejet af en fyr fra Danmark. Man skal tage skoene af, og så sidder man på puder ved lave borde. Her kan man få græskar-momos med chokoladesovs - det er bare gode sager! Der er godt wi-fi på Places, så vi var taget derhen, fordi dem, der ville rejse videre, gerne ville planlægge rejse og se på flybilletter. Før var det over halvdelen, der skulle rejse til hhv. Myanmar og Laos/Cambodja, men efter et mindre prischok over flybilletter, er det blevet til, at kun fem personer bliver i Istanbul, når vi mellemlander der. Så vi kan alle følges hjem det meste af vejen, det er nu dejligt.
Aftenen efter (lørdag) tog vi et par stykker på Namobuddha, som er vores yndlingsrestaurant, når det skal være billigt og lokalt. Her bestilte vi en hulens masse momos, både friturestegte og dampede. Det var rigtig lækkert, men eftersom momo består af et sted omkring 50 % olie, havde jeg det rigtig skidt da vi kom hjem, og måtte desværre ligge i sengen dagen efter, hvor mange var i The Last Resort og bungyjumpe, og resten tog hjem og besøgte en af de nepalesiske drenge, Niraj. Jeg ville ellers gerne have set, hvordan han boede, men forhåbentlig får jeg chancen igen på et andet tidspunkt.
Derudover har vi opdaget et nyt sted, som er bror-restaurant til et af vores yndlingssteder, Or2K, som laver den lækreste mellemøstlige vegetarmad. Det hedder Friends, og er lige så lækkert bare med kød på menuen (til glæde for vores drenge). Her fik flere af os en ordentlig burger med rent faktisk oksekød, hvilket er et sjældent syn her i hellig-ko-land. Det var så lækkert! I går var vi på Mezze, som er en mega-fancy roof top restaurant, og hvor man kan få laks (!!!) i anledning af Maltes fødselsdag. Han blev også vækket med sang, balloner og pandekager om morgenen.

Nå, det blev lige til en hulens masse mad... Hvad der ellers foregår her i Nepal er, at vi er begyndt på Hands On. Helt indtil dagen inden, var alle i fuldstændig vildrede, og vi havde ingen anelse om, hvad nogen skulle, eller hvordan det skulle komme til at foregå. Vi har for længe siden lavet brainstorm over, hvilke områder, vi godt kunne tænke os at være frivillige inden for, men siden har vi ikke fået noget at vide. Det var først dagen inden, at Krita informerede os om, hvilke organisationer, vi kunne komme ud til og hvornår. Det viste sig pludselig, at onsdag var Buddhas fødselsdag, så de fleste holdt helligdag, og derfor kunne størstedelen ikke komme afsted der alligevel. Men det er bare den slags "overraskelser", man må bære over med i Nepal, selvom det kan være svært at forstå, hvordan en fast helligdag kan komme som en overraskelse. Men ja...
Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne ville arbejde med børn, men det viste sig, at det var muligt at være frivillig på et teater, så det endte jeg altså med at gøre i stedet. Så jeg, Emma, Malte, Frederik, Mikkel og Basuna har de sidste to dage hygget os med de søde mennesker på Shilpee Teatret.

Shilpee Theatre er et lillebitte teater, som ligger et par kilometer fra platformen. Vi var der helt tilbage i begyndelsen af opholdet og se et forumteater om sexchikane. Teatret gør meget i forumteater og forsøger generelt for det meste at have en politisk dagsorden i deres forestillinger. Derfor var det helt vildt fedt, at vi kunne få lov at være frivillige hos dem!
Onsdag morgen gik vi afsted mod teatret uden nogen anelse om, hvad vi kunne forvente. Vi havde aftalt med dem over telefonen, at vi skulle møde klokken ti, men da vi dukkede op, var ham vi skulle snakke med ikke mødt ind endnu. De første par timer gik således primært med at vente og være publikum til det storytelling-kursus, der foregår om formiddagen på teatret. Ved 12-tiden dukkede fyren endelig op, og var helt forvirret over, at vi var der allerede, fordi det jo var helligdag og, som han sagde, "den sidste dag i måneden i den nepalesiske kalender", så det ville have givet meget mere mening, hvis vi først skulle komme dagen efter. Well, nu var vi der altså, og så skulle vi jo have et eller andet at lave...
Det var tydeligt at mærke, at de syntes, det var rigtig rart at have et par ekstra hænder, der var klar til at arbejde, men de havde ikke så mange forslag til, hvad de ekstra par hænder skulle give sig til. Det eneste de rigtig havde af opgaver til os, var at oprette et facebook-event for deres forestilling "Mhendomaya", som har premiere i morgen, så det var vores hovedbeskæftigelse i går. Det tog os selvfølgelig ikke ret lang tid, eftersom vi har oprettet facebook-events mange gange før, så det klarede vi hurtigt. Selvom det ikke føltes som en særlig vigtig opgave, vi havde løst, så virkede det virkelig til, at de var glade og imponerede over, hvordan vi havde gjort det. Resten af dagen gik med på eget initiativ at lave en to-do liste for de næste dage.
I dag har vi haft meget mere at lave, og vi har været på teatret fra klokken ti og helt til halv fem. Dagen startede med at rydde op i deres billetluge / bogudsalg, som fra udgangspunktet ikke var andet end en stor rodebunke. Det endte med at blive rigtig pænt og organiseret, og vi lavede endda også et skilt, så gæster ved, hvor de skal købe deres billetter. Mens 3 af os ordnede billetlugen, ryddede Malte og Fred op i "rekvisit-rummet", som også var en kæmpe rodebunke af murbrokker, træstumper, affald og et par kulisser smækket ind under et halvtag bygget af bambus. Man kunne hverken komme frem og tilbage, og det var da helt umuligt at finde noget som helst, men drengene klarede på magisk vis at få rummet til at se overskueligt ud. Det tog dem dog også det meste af dagen, og de var helt dækket af støv, da de var færdige.
Det var meningen, at vi skulle have været ude og dele flyers ud og hænge plakater op i dag, men ingen af delene var blevet færdige, så det kan vi først gøre i morgen. I Danmark ville det være helt fjollet at begynde at promovere sit teaterstykke på selve dagen for premieren og så regne med, at en 200 stykker har tænkt sig at dukke op, men den slags tager man ikke så tungt her.
Lige som vi var klar til at smutte hjemad efter en effektiv dag, skulle der altså liiiiiige bygges en stige, og det var meget vigtigt, at det blev gjort i dag. Så vi blev nødt til at blive hængende i en ekstra times tid. Emma og jeg blev enige om, at stigebygning måtte være mande-arbejde, så vi satte os på et lille udhæng på førstesalen og kiggede ned på drengene, der kastede sig ud i at bygge en stige af bambus og reb. De gjorde et ret godt stykke arbejde!

Selvom det arbejde, vi laver på teatret ikke ligefrem er den slags arbejde, man forestiller sig, når man tænker "frivilligt arbejde", og selvom det slet ikke ser lige så godt ud på papiret som fx at arbejde med kræftramte eller blinde børn, som nogle af de andre gør, så føler jeg virkelig, at vi gør en forskel alligevel. Jeg føler virkelig, at de sætter pris på de ting, vi kan hjælpe dem med, og vi kan netop hjælpe dem med nogle ting, som de ikke selv kan overskue. Noget, som er så simpelt i vores optik, som at sætte et word-dokument op, så der er tre af den samme tekst på én side, falder dem helt vildt kompliceret, så selvom det virker som så lille en tjeneste, så hjælper det dem mere end man lige tror. Når man kommer til et teater, hvor billetlugen sejler, er det svært at tage det alvorligt (det synes jeg i hvert fald), så selvom vi bare har ryddet op, kan det være, at vi har hjulpet dem på længere sigt med at blive taget mere alvorligt som teater - hvem ved?
Det kan godt være, at jeg lægger for meget betydning i det, men min pointe er i hvert fald, at jeg er rigtig glad for at være frivillig på teatret, og at jeg føler, at folkene på teatret også er rigtig glade for, at vi er der. Vi skal være der indtil på mandag, og i morgen er der premiere. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og jeg er spændt på, hvad vores opgaver bliver til premieren.

Og nååh ja, vores grusvej uden for platformen er blevet asfalteret! Eller, det vil sige, at de har hældt tjære ud over gruset, som har haft rigtig svært ved at tørre i den bagende middagssol, så nu har vi fine sorte fodspor over alt på gulvet i hele bygningen, som ikke kan gå af. Heja Nepal! :)