Pokhara

Saa er vi tilbage paa platformen efter en uges fri leg, hvor vi har vaeret i Pokhara. Vi tog afsted fredag direkte efter undervisning. Basuna, min roomie, havde arrangeret en billig bus for os, hvilket var virkelig betaenksomt og soedt af hende, men jeg maa dog sige, at det nok var den vildeste bustur, jeg nogensinde har vaeret udsat for! Der gaar kun en vej ud af Kathmandu Valley, og den er efterhaanden ikke andet end en stoevet grus-sti. Saa vi koerte paa lutter huller og bump og hoppede derfor rundt i bussen. Det blev hurtigt moerkt, og der var intet lys i bussen, saa det var meget svaert at foelge med i, hvad der foregik. Trods det var det tydeligt at fornemme, at buschauffoeren koerte meget hurtigere, end forholdene egnede sig til, saa det var bare med at holde fast, hver gang vi ramte et bump i vejen. For at det ikke skulle vaere nok, begyndte det ogsaa at sile ned - og proev at gaette, om bussen havde vinduesviskere? Det kan jeg informere om, at den ikke havde. I Nepal arbejder man ikke med langtidsholdbare loesninger, saa vinduesviskeproblemet blev loest ved at holde ind til siden og toerre ruden af med en klud. Det hjalp selvfoelgelig kun lige indtil, at bussen koerte videre, og regnen fortsatte. Paa et tidspunkt blev vi vaekket fra vores hoppende skoenhedssoevn af et hoejt brag, og bussen holdt ind til siden. I lang tid stod bus-maendene bare udenfor og var forvirrede og grinte lidt og trak diverse ting ud af bussens baggagerum. Efter noget tid koerte vi videre, som om intet var haendt. Det var meget underligt.
Vi naaede frem i Pokhara (utroligt nok alle i god behold) ved to-tiden om natten, og der havde vi altsaa vaeret undervejs i otte timer, saa vi fandt hurtigt hotellets senge og sov.
Dagen efter vaagnede jeg op og havde det rigtig skidt. Som dagen gik, blev det bare vaerre og vaerre, og jeg blev noedt til at blive paa hotellet hele dagen. Om aftenen fik jeg det saa daarligt, at jeg blev noedt til at bede Laura og Mathilde om at faa mig hen til en laege. Det var meget maerkeligt, fordi det ikke virkede til at hverken taxa-chauffoeren eller manden fra hotellet, som koerte med, vidste hvor "hospitalet" var henne, og foerst startede de med at tage os hen paa en hotel, hvor vi bare stod helt akavede og forvirrede i receptionen. Det vidste sig saa, at laegen var inde hos naboen, og det var aabenbart privat. Men da jeg foerst var derinde, virkede det hele meget mere legitimt, og jeg fik at vide, at det var en bakterie-infektion fra noget, jeg havde spist, og saa fik jeg nogle meget orange "strong meds from India", som jeg skulle tage i fem dage. Derudover maatte jeg kun spise ris, broed, banan og kiks. Jeg har det helt fint igen nu, men jeg maatte alligevel tilbringe de naeste par dage i sengen - rigtig aergerligt, naar man har friuge!

Tirsdag var store trekkingdag. Det var blevet planlagt, at vi skulle gaa Annapurna Panorama trekket, som er et seks dages trek, men vi ville goere det paa fire dage. Allerede lidt optimistisk. Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg var klar til det og tog med, men det gik ret hurtigt op for mig, at jeg ikke ville kunne klare det. Jeg var stadig meget svag i kroppen efter at have ligget tre dage paa langs, det var helt tydeligt. Heldigvis var Nanna saa soed at tilbyde at tage tilbage til Pokhara sammen med mig dagen efter, og saa kunne vi hygge os der til de andre kom tilbage fra trekking. Det gjorde vi, saa vi blev tjekket ind paa et meget primitivt bjerghotel, hvor vaeggene var braedder, og hvor der var super lydt, koldt og fugtigt. Det var en lidt lang nat, men morgenen efter tog vi tidligt afsted og blev fulgt ned af en af baererne, som tydeligvis var godt tilfreds med at have faaet tidligere fri.
Da vi kom tilbage til Pokhara var vi meget treatte, saa vi spiste bare lidt frokost og sov ellers hele eftermiddagen.
Torsdag tog vi os rigtig god tid til at spise en laekker morgenmad, og derefter tog vi ud for at se World Peace Pagoda, som er en stupa, der ligger paa toppen af en bakke ude i Pokharas soe. Vi roede over soeen og begyndte opstigningen, og eftersom det var naesten 30 grader varmt og hoej sol, svedte vi tran. Men det var en rigtig dejlig tur, selvom vi var helt roede i ansigterne, da vi naaede toppen, og udsigten derfra var helt fantastisk. Da vi skulle ned igen, tog vi en lokal bus fra den anden side, hvilket var lidt med livet som indsats. Det siger lidt, naar de lokale rent faktisk griner af en, naar man vaelger at tage bussen til 40 rupees frem for en taxa til 700.
Fredag havde vi sat os for, at vi skulle paraglide. Vi var begge to meget nervoese for det, og havde oprindeligt ikke taenkt, at vi ville, men vi blev enige om, at nu hvor vi var gaaet glip af trekking, blev vi ogsaa lidt noedt til at faa overskredet nogle graenser. Saa jeg gjorde det sgu! Det var ikke saa vildt, som man skulle tro, men fordi jeg er hoejdeskraek, var det rigeligt vildt for mig. Jeg er super glad for, at jeg gjorde det, men lad mig sige det saadan, at jeg nok ikke ville goere det igen.

Om eftermiddagen kom de andre tilbage fra trekkingturen, og de var saa traette, men de havde haft en kaempe oplevelse med det. Nanna, jeg og Mathilde, som ogsaa havde vaeret med paa trekking, havde planlagt at tage direkte paa yoga-retreat i weekenden i stedet for at riverrafte, som de andre havde planer om. Saa vi tog til yoga, men den historie faar I en anden dag, for nu er jeg simpelthen ved at vaere alt for traet, og jeg kan hoere min dyne kalde paa mig. Billeder faar I ogsaa naeste gang. Jeg skal ogsaa have fortalt om Holi festival, som er ved at vaere rigtig laenge siden, men som simpelthen ikke kan udelades. Alt sammen en anden dag! Hav det godt saa laenge!

Elefanter og snabelvand

De seneste tre dage har vi tilbragt i Chitwan Nationalpark. Det har bare været skønt! Det har føltes som en lille mini-ferie med lækkert vejr, hotel og pool. Desværre er vi netop gået ind i den kritiske periode, hvor folk begynder at blive syge. Vi er faldet på stribe med dårlig mave og feber, og selv har jeg de sidste par dage haft kvalme og mavekramper. Det er også derfor, jeg har tid til at blogge nu, hvor de raske faktisk er taget i byen – suk!
Men trods sygdom har det været den fedeste weekend. Vi tog tidligt afsted torsdag morgen med en 4-5 timers lang bustur foran os. Normalt er det ikke ligefrem en fest at sidde i bus i fem timer, men lægger man et bjerglandskab og ikkeeksisterende asfalt oveni bliver det endnu mere nederen. Vi blev kastet rundt i den bus! Men vi nåede uskadte frem til hotellet, og da vi så poolen, var alle glade igen.
Torsdag eftermiddag skulle vi ud og se en landsby, hvor Tharu-folket boede. Det var lidt mystisk, for landsbyen lå kun 50 meter fra hotellet, og guiden snakkede meget lidt og viste os to huse, og så var det ligesom det. Resten af den guidede tur gik rundt i skoven og ud til floden for at se solnedgang. Dog var det ret sejt, fordi vi både så krokodiller og elefanter. Vi så endda elefant-tvillinger, hvilket er ekstremt sjældent hos asiatiske elefanter og de eneste elefant-tvillinger i verden lige nu. Jeg mødte også en lille baby-elefant, som gik frit rundt og legede med en pose, og jeg klappede den og tog et billede med den. Den var så nuttet!

Da vi kom tilbage, var der danseopvisning, hvilket var meget sjovt. De fleste af dem var gode til at danse, og ved den sidste dans fik publikum lov til at komme op og danse med. Bagefter spiste vi, og maden var ikke-vildt-godt imiteret ”vestlig mad”, men mange af os var bare lykkelige over endelig at få noget andet end dal bhat. Efter aftensmaden sad vi rundt om bålet og legede forskellige lege, det var helt vildt hyggeligt!
Fredag morgen stod vi tidligt op. Laura og jeg delte værelse med ”flat-screen satelite TV” og ”24 hours on-demand hot water”, hvilket ikke var helt så fancy, som det lød. Flat-screen TV’et var meget tykt og havde ingen kanaler, men vandet var til gengæld varmt, og vi fik os begge et varmt bad fra morgenstunden – det er en glæde, jeg ikke sætter stor nok pris på hjemme i Danmark! Jeg har ikke set fjernsyn overhovedet, siden jeg tog hjemmefra, men det gjorde mig faktisk slet ingenting, at TV’et ikke duede.
Efter morgenmaden skulle vi ud og sejle i kano, hvilket var virkelig afslappende. Solen skinnede og vandet var klart, og vi så mange flotte fugle og også krokodiller, som lå og solede sig i morgensolen. 

Kanoerne sejlede os hen til der, hvor vores ”jungle safari” skulle begynde. Vi blev delt ind i to grupper, og så begav vi os ind i skoven med hver vores guide. Også denne tur var en smule mystisk, for guiden advarede os om, at vi skulle være forberedte på at løbe og kravle i træer, hvis vi så en tiger, men vi så ikke rigtig andet end termitboer. Ikke så actionpacked. Bagefter tog vi tilbage til hotellet, og så var der elefantbadning. Det kostede 100 rupees (5,5 kr), og så kunne man komme op at sidde på en elefant, som gik ud i floden og sprøjtede vand på en med sin snabel. Jeg havde været lidt usikker på, om jeg havde lyst til at gøre det, fordi vi havde set en badning aftenen inden, hvor elefanten blev mere eller mindre mishandlet for at få den til at sprøjte vand, og det synes jeg overhovedet ikke var fedt. Men på den anden side ville jeg virkelig gerne prøve at sidde på en elefant, og de behandlede den heldigvis bedre denne gang, selvom de råbte rigtig meget og hev den i ørerne. Elefanthud føles virkelig underligt, kan jeg fortælle! Vi sad tre personer på elefanten, og hold op, hvor var der langt ned, da den rejste sig og gik ud i vandet. Vi blev helt gennemblødte, og det var okay sjovt, men efter femte omgang snabel-vand var vi klar til at hoppe af igen og bare tage billeder af de andre.

Om eftermiddagen havde vi tid til at bade i poolen og slikke sol, så det gjorde vi naturligvis, indtil vi skulle ud og ride på elefanter. Laura, Mathilde, Emil og jeg kom op og ride på elefanten Laxmi, og så vuggede vi ellers afsted de næste par timer. Vi så masser af dådyr, men desværre var det kun en enkelt gruppe, der var så heldige at se næsehorn, øv!

Mig og vores elefant Laxmi

Efter elefantridningen tog nogle ud og så solnedgang og drak drinks, men jeg havde rigtig mange mavekramper, så jeg lagde mig ind på værelset og sov. Jeg kom op og spiste aftensmad, men så gik jeg i seng igen bagefter. Det var lidt ærgerligt at gå glip af noget, men vi må alle give efter for sygdom engang imellem, og jeg er langt fra den eneste, der ikke er frisk i øjeblikket.

Selvom jeg skrev længere oppe, at det er aften, og de andre er i byen, så er det faktisk i virkeligheden eftermiddag lige nu. Jeg blev simpelthen for træt til at skrive videre i går aftes, så indlægget er skrevet af to omgange. Jeg har det meget bedre i dag, kun få mavekramper engang imellem. I dag har været en rigtig hygge-søndag, hvor vi startede med at tage på den Kathmandus svar på Starbucks, Himalayan Java, og få kaffe og ”morgenmad” som i pandekager og vafler, og bagefter tog vi i Garden of Dreams. Min solcreme havde åbnet sig i min taske, så da jeg ville tage solcreme på, fløj der ca. en halv flaske solcreme ud over mig og mit tøj. Derefter var jeg knapt så tilfreds, og da jeg så kom tilbage på platformen, opdagede jeg, at den leende ko ost, jeg havde haft liggende i køleskabet, var all gone rub og stub. Så var jeg endnu mindre tilfreds. Men jeg håber aftenen har nogle lidt mere tilfredsstillende ting at byde på.
Jeg hører små fugle synge om, at foråret er på vej i Danmark. Det lyder bare rigtig dejligt. Nyd det, alle sammen, og nyd det lige en ekstra gang for mig!

Riding the bus Nepali Style!

Åhh det er vist ved at være længe siden, jeg sidst har fået skrevet! …og dog, men der er bare sket så meget på så kort tid, at jeg næsten ikke kan have det i mit hoved! Heldigvis skriver jeg dagbog, ellers havde den her blog været en umulighed. Nå, men hvor kom jeg fra...

Den 27. var Mahashivaratri, hvilket er dagen, hvor hinduerne fejrer guden Shivas fødselsdag. Shiva går under aliaset ”the destructor”, på trods af at det, så vidt jeg forstår, var ham der skabte verden. Men han begik eftersigende en stor fejl og blev derfor nødt til at ødelægge det hele igen. På dagen for Mahashivaratri afholdes der er stor festival i Pashupatinath (der, hvor hinduerne bliver brændt), og folk valfarter dertil. På denne dag er det socialt accepteret, at unge som gamle ryger hash eller drikker mælk, der er kogt med marihuana. I Pashupatinath sidder der ”holy men” - nogle af dem nøgne og rullet i aske – fra Indien og ryger hash, og her går det så ud på, at folk skal drille disse ”holy men” og flygte, når de bliver sure og begynder at true folk med pander og andet. Det kom meget bag på os, at det var sådan, det foregik, da vi var taget til festivalen med en forventning om at opleve noget meget religiøst og ophøjet. Det var helt sikkert en oplevelse, men måske ikke nødvendigvis en god en af slagsen. Der var så ekstremt mange mennesker, som skubbede og maste og var helt høje og stort set alle mænd, som virkede til, at de aldrig før havde set europæiske piger, og det resulterede i, at det var nærmest umuligt at komme op ad den store trappe uden at falde, så flere af os blev meget overvældede og skræmte. Vi blev derfor ikke hængende ret længe men tog hurtigt tilbage til platformen.
Efter Mahashivaratri var der et par dage, hvor der ikke skete det helt store, men så havde vi forlænget weekend, hvor vi lavede en helt masse fede ting.
Fredag tog alle danskerne ud at spise sammen med et par af nepaleserne, men de skulle alle hjem på weekend, så det var kun et par stykker, der tog med. Pushpa havde fundet en rigtig lækker restaurant, hvor man kunne sidde udenfor. Vi bestilte et festmåltid af indisk og nepalisisk cuisine, og det var bare så lækkert! Bagefter tog vi i byen for at danse, og det var ret sjovt at se, at deres diskoteker ikke er ret anderledes fra diskotekerne i gode game Jomfru Ane Gade!
Dagen efter var planen, at vi skulle ud at hike til et kloster i nærheden af Kathmandu, men det begyndte at regne, så det droppede vi. I stedet tullerede vi rundt i Thamel og kiggede på turistgøjl, og da vi kom hjem, så vi film.
Søndag tog vi tidligt afsted til Bhaktapur, som er en rigtig gammel by fyldt med templer og den slags. Det var rigtig spændende! Pludselig gik det op for os, at den sidste bus til Nargakot, som er bjergbyen, hvor vi skulle overnatte, snart kørte, så vi skyndte os op til bussen, som desværre var helt fyldt op. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre, men chaufføren var ikke fortvivlet – vi kunne da bare sidde på taget? Så det gjorde vi sgu, 17 turister plus det løse af lokale stuvet sammen oppe på toppen af bussen. Turen varede en time og gik ad snørklede bjergveje med stejle skrænter. Min højdeskræk blev sat lidt på prøve, når bussen svingede og svajede ud over skrænterne, og der stod sort røg ud fra bussens udstødning, men vi nåede frem i god behold og helt oppe at køre over vores vilde oplevelse.
Grunden til, at vi skulle sove i Nargakot, var på grund af udsigten ud over Himalaya-bjergene. Så mandag morgen stod vi op klokken fem og blev kørt op til en udkigspost på toppen, hvor vi så ventede på solopgangen. Det var så smukt og roligt at høre fuglene vågne og se solen gabe og snegle sig op over bjergtinderne. Når man så til den ene side, kunne man se den gyldne morgenhimmel og solen bag bjergene, og så man til den anden side, var der lutter sneklædte bjergtoppe at se. Man kunne også se spidsen af Mount Everest – hold da op hva!
Nogle valgte at hike hjemad, men jeg og nogle andre valgte at hoppe på en bus (denne gang INDE i bussen) og blive kørt hjem til Kathmandu, hvor vi fik et varmt bad (de er sjældne) og fladede ud i Garden of Dreams, som er en lille skøn park inde midt i Kathmandu.
I aften har volontørerne stået for Social Night, hvor folk har fået lavet henna på grund af, at de skal lege dansk/nepalesisk bryllup i morgen aften som en afskedsfest, da de tager videre ud i verden fra på fredag af. Så i næste uge kommer der en ny flok, det bliver spændende.
Vejret er begyndt at blive varmere, selvom det stadig bliver koldt om aftenen, men jeg behøver ikke længere sove med både sovepose og dyne. I morgen skal vi til Chitwan nationalpark og sejle kano og ride på elefanter. Det glæder jeg mig så vildt meget til! Vi skal være der til lørdag og bo på hotel med pool, så vi håber, det bliver badevejr! 

Nanna i Bhaktapur

Lige inden solopgang i Nargakot

Andreas nyder morgensolen 

Det gør Mathilde også

Udsigt fra hotellet

På vej ned til bussen