Full Flame!

I dag er der præcis to uger til, at jeg sidder i flyet på vej hjem mod DK. Det betyder, at vi er gået i fuld gang med vores afsluttende projekt ”Full Flame”. Men inden da skulle vi lige færdiggøre vores Hands On-forløb. Som sagt var jeg frivillig på Shilpee teatret, hvor det desværre viste sig, at de ikke havde ret meget arbejde til os. Rigtig meget tid gik med at sidde og vente og se på prøver og aldrig rigtig komme nogen vegne. Vi havde forstået det sådan på dem, at vores primære opgave skulle være at promovere teaterstykket, som havde premiere om fredagen, men den del kom vi aldrig rigtig til. I stedet blev vi sat til at rydde op i diverse rodebunker, og det var sådan set også okay, det var bare super demotiverende at komme tilbage den næste dag, og så se den foregående dags arbejde fuldstændig rodet til igen. Til gengæld var folkene på teatret rigtig søde, og vi blev inviteret ind og se premieren på ”Mhendomaya”, som var et visuelt teaterstykke på stammesproget Thamang. Det vil sige, at størstedelen af publikum ikke forstod et ord, og meningen var derfor, at man skulle kunne forstå stykket på trods sprogbarrieren. Virkeligheden forholdt sig desværre ikke sådan. Ingen af dem, vi havde inviteret fra platformen forstod en disse af, hvad der foregik på scenen, og da vi senere talte med en af de ansatte på teatret, viste det sig, at selv hun heller ikke rigtig forstod stykket. Succes? Det er svært at vurdere i Nepal. Nogle gange tror jeg, at nepaleserne med vilje sætter deres ambitionsniveau ned for at undgå at blive skuffede. På den ene side betyder det, at alting altid bare er OK og aldrig mere end det, men på den anden side findes der heller ikke en nepaleser med stress, og det er jo en god ting.
Den sidste dag mødte vi først efter frokost, fordi vores visum var udløbet, og vi derfor blev nødt til at tage ind og få det forlænget. Da vi mødte ind ved halv to-tiden, var der meget stille på teatret. Skuespillerne sov åbenbart til middag. Vi spurgte vores gut om, hvad vi kunne lave, og beskeden lød, at vi kunne vente en halv time på, at skuespillerne vågnede, så vi kunne komme ud og dele flyers ud. Indtil da kunne vi jævne jorden uden for teatret, så de kunne lave en motorcykelholdeplads – en opgave, som var rent ud sagt umulig, eftersom jorden allerede var ret jævn, og vores eneste værktøj var en hakke og en spade. Men vi gik i gang og endte sådan set bare med at gøre det værre.
Da skuespillerne endelig var færdige med at sove, skulle de have te, så det måtte vi naturligvis også lige vente på. Derefter var det meningen, at de skulle tage med os til Phatan for at uddele flyers, men der var ikke lige blevet tænkt på, at det koster 750 rupees at komme ind for udlændinge, så vi endte med at få lov til at gå hjem og bare uddele flyers til folk på vores vej.
Der har været meget forskellige oplevelser omkring at være ude som frivillige. Tendensen har desværre været mange af stederne, at der ikke rigtig har været noget at lave, eller at kommunikationen mellem ActionAid og organisationerne har været dårlig. Nogle af drengene var blevet sendt ud for at undervise blinde børn, men det viste sig, da de nåede frem, at det var forventet, at de kunne både nepali og blindeskrift, hvilket de naturligvis ikke kunne. På et børnehjem, hvor nogle piger var sendt ud, blev de modtaget den første dag med mistro og fik at vide, at de skulle betale et helt urimeligt beløb bare for at få lov at arbejde frivilligt. Det var heldigvis en misforståelse, men de fleste havde ikke lyst til at vende tilbage efter nogle dage alligevel, fordi børnene på børnehjemmet havde det så dårligt, og de ansatte ikke virkede til at bekymre sig om det overhovedet.
Der har selvfølgelig også været gode oplevelser, fx var en stor gruppe ude i slummen hver morgen og dele mad ud til børnene i et slags folkekøkken. Nogle andre var på et hospital for kræftramte børn, hvilket også havde været en succes. Begge dele har folk valgt at gå videre med i deres Full Flame projekt, hvilket er ret sejt!

I denne weekend har vi været ude at rafte! Det var virkelig sjovt! Vi boede i telte lige ved siden af den flod, vi skulle rafte på. Vi nåede frem ved sekstiden om aftenen efter en fire timers køretur i bus. Så typisk som det overhovedet kan blive, har det ikke regnet en dråbe, siden vi kom tilbage fra Indien, men lige præcis den dag, vi skal sove i telt, vælger det at øse ned og lyne og tordne. Det var lidt af en udfordring, men regnen stoppede lidt hen på aftenen, og så kunne vi have bål og hygge. Vi gik tidligt i seng, og alle sov elendigt, men næste dag stod vi tidligt op, og solen skinnede. Vores trainer, Peter, havde 30-års fødselsdag, så vi sang en fødselsdagssang for ham, og så havde et par af os været oppe i den nærmeste lokale kiosk og købe en alt-godt-fra-kiosken kasse til ham som fødselsdagsgave. Bagefter legede vi nogle lege, og så skulle vi køre afsted til starting point.
Vi kunne være 10 i hver båd. I min båd var vi to danskere (mig og Laura), tre nepalesere fra vores hold og fire amerikanere fra Arizona. Vores guide var rigtig irriterende og blev ved med at kaste vand på os og sige ”Namaste! I’m sorry!” eller skubbe os i det kolde vand. Det var sjovt nok de første par gange, men han fortsatte alle de tre timer, som raftingen tog. For nepaleserne blev joken dog aldrig gammel, det var måske derfor, han blev ved.
Efter rafting var der frokost, som for en gangs skyld IKKE var dal bhat – hurra! Det var rigtig lækkert, og efter sådan en frokost havde man lidt mere overskud til at skulle sidde i bus i fire timer hjem til Kathmandu.

I dag har vi arbejdet på Full Flame. Min gruppe består af mig, Cristina, Mathilde og Basuna, og vores projekt går ud på at lave en dokumentar, som skaber fokus omkring den massive forurening i Kathmandu. Vi har kaldt den ”Breathe Deeper Kathmandu”, og i morgen begynder vi at filme og interviewe. Det er virkelig fedt, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme rigtig i gang!
Vi har fremlæggelser næste mandag, så den kommende uge kommer til at være pakket med arbejde, så lige pludseligt har vi kun én enkelt uge tilbage. Det føles super underligt.

Vejret er skiftet fuldstændigt, og jeg tror, det er monsunen, der er på vej. Siden vi kom hjem fra rafting, har det regnet, og jeg mener: uden ophold. Det har regnet hele natten og hele dagen, og det har også tordnet. I dag har vi kun haft 20 grader, hvilket er virkelig køligt i forhold til, hvad vi er vant til. Så regnjakken er blevet fundet frem igen! Jeg håber ikke, det kommer til at regne hele ugen, da vi gerne vil have nogle optagelser af støvet, men nu må vi se.