Pokhara

Saa er vi tilbage paa platformen efter en uges fri leg, hvor vi har vaeret i Pokhara. Vi tog afsted fredag direkte efter undervisning. Basuna, min roomie, havde arrangeret en billig bus for os, hvilket var virkelig betaenksomt og soedt af hende, men jeg maa dog sige, at det nok var den vildeste bustur, jeg nogensinde har vaeret udsat for! Der gaar kun en vej ud af Kathmandu Valley, og den er efterhaanden ikke andet end en stoevet grus-sti. Saa vi koerte paa lutter huller og bump og hoppede derfor rundt i bussen. Det blev hurtigt moerkt, og der var intet lys i bussen, saa det var meget svaert at foelge med i, hvad der foregik. Trods det var det tydeligt at fornemme, at buschauffoeren koerte meget hurtigere, end forholdene egnede sig til, saa det var bare med at holde fast, hver gang vi ramte et bump i vejen. For at det ikke skulle vaere nok, begyndte det ogsaa at sile ned - og proev at gaette, om bussen havde vinduesviskere? Det kan jeg informere om, at den ikke havde. I Nepal arbejder man ikke med langtidsholdbare loesninger, saa vinduesviskeproblemet blev loest ved at holde ind til siden og toerre ruden af med en klud. Det hjalp selvfoelgelig kun lige indtil, at bussen koerte videre, og regnen fortsatte. Paa et tidspunkt blev vi vaekket fra vores hoppende skoenhedssoevn af et hoejt brag, og bussen holdt ind til siden. I lang tid stod bus-maendene bare udenfor og var forvirrede og grinte lidt og trak diverse ting ud af bussens baggagerum. Efter noget tid koerte vi videre, som om intet var haendt. Det var meget underligt.
Vi naaede frem i Pokhara (utroligt nok alle i god behold) ved to-tiden om natten, og der havde vi altsaa vaeret undervejs i otte timer, saa vi fandt hurtigt hotellets senge og sov.
Dagen efter vaagnede jeg op og havde det rigtig skidt. Som dagen gik, blev det bare vaerre og vaerre, og jeg blev noedt til at blive paa hotellet hele dagen. Om aftenen fik jeg det saa daarligt, at jeg blev noedt til at bede Laura og Mathilde om at faa mig hen til en laege. Det var meget maerkeligt, fordi det ikke virkede til at hverken taxa-chauffoeren eller manden fra hotellet, som koerte med, vidste hvor "hospitalet" var henne, og foerst startede de med at tage os hen paa en hotel, hvor vi bare stod helt akavede og forvirrede i receptionen. Det vidste sig saa, at laegen var inde hos naboen, og det var aabenbart privat. Men da jeg foerst var derinde, virkede det hele meget mere legitimt, og jeg fik at vide, at det var en bakterie-infektion fra noget, jeg havde spist, og saa fik jeg nogle meget orange "strong meds from India", som jeg skulle tage i fem dage. Derudover maatte jeg kun spise ris, broed, banan og kiks. Jeg har det helt fint igen nu, men jeg maatte alligevel tilbringe de naeste par dage i sengen - rigtig aergerligt, naar man har friuge!

Tirsdag var store trekkingdag. Det var blevet planlagt, at vi skulle gaa Annapurna Panorama trekket, som er et seks dages trek, men vi ville goere det paa fire dage. Allerede lidt optimistisk. Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg var klar til det og tog med, men det gik ret hurtigt op for mig, at jeg ikke ville kunne klare det. Jeg var stadig meget svag i kroppen efter at have ligget tre dage paa langs, det var helt tydeligt. Heldigvis var Nanna saa soed at tilbyde at tage tilbage til Pokhara sammen med mig dagen efter, og saa kunne vi hygge os der til de andre kom tilbage fra trekking. Det gjorde vi, saa vi blev tjekket ind paa et meget primitivt bjerghotel, hvor vaeggene var braedder, og hvor der var super lydt, koldt og fugtigt. Det var en lidt lang nat, men morgenen efter tog vi tidligt afsted og blev fulgt ned af en af baererne, som tydeligvis var godt tilfreds med at have faaet tidligere fri.
Da vi kom tilbage til Pokhara var vi meget treatte, saa vi spiste bare lidt frokost og sov ellers hele eftermiddagen.
Torsdag tog vi os rigtig god tid til at spise en laekker morgenmad, og derefter tog vi ud for at se World Peace Pagoda, som er en stupa, der ligger paa toppen af en bakke ude i Pokharas soe. Vi roede over soeen og begyndte opstigningen, og eftersom det var naesten 30 grader varmt og hoej sol, svedte vi tran. Men det var en rigtig dejlig tur, selvom vi var helt roede i ansigterne, da vi naaede toppen, og udsigten derfra var helt fantastisk. Da vi skulle ned igen, tog vi en lokal bus fra den anden side, hvilket var lidt med livet som indsats. Det siger lidt, naar de lokale rent faktisk griner af en, naar man vaelger at tage bussen til 40 rupees frem for en taxa til 700.
Fredag havde vi sat os for, at vi skulle paraglide. Vi var begge to meget nervoese for det, og havde oprindeligt ikke taenkt, at vi ville, men vi blev enige om, at nu hvor vi var gaaet glip af trekking, blev vi ogsaa lidt noedt til at faa overskredet nogle graenser. Saa jeg gjorde det sgu! Det var ikke saa vildt, som man skulle tro, men fordi jeg er hoejdeskraek, var det rigeligt vildt for mig. Jeg er super glad for, at jeg gjorde det, men lad mig sige det saadan, at jeg nok ikke ville goere det igen.

Om eftermiddagen kom de andre tilbage fra trekkingturen, og de var saa traette, men de havde haft en kaempe oplevelse med det. Nanna, jeg og Mathilde, som ogsaa havde vaeret med paa trekking, havde planlagt at tage direkte paa yoga-retreat i weekenden i stedet for at riverrafte, som de andre havde planer om. Saa vi tog til yoga, men den historie faar I en anden dag, for nu er jeg simpelthen ved at vaere alt for traet, og jeg kan hoere min dyne kalde paa mig. Billeder faar I ogsaa naeste gang. Jeg skal ogsaa have fortalt om Holi festival, som er ved at vaere rigtig laenge siden, men som simpelthen ikke kan udelades. Alt sammen en anden dag! Hav det godt saa laenge!